Terapi: Hvad er kontakt og kontaktafbrydelse?

Med det her blokindlæg vil jeg dele nogle tanker med dig om, hvordan du kommunikerer, hvordan du er i kontakt, og hvordan du afbryder kontakten til mennesker tæt på og omkring dig. Med andre ord, så er den måde du kommunikerer på, det samme som den måde, du er i kontakt med andre mennesker på. I det følgende vil jeg kalde det for din kontaktstil.

Jeg vil også give dig nogle eksempler på, hvordan du bevidst eller ubevidst, kan afbryde kontakten til andre mennesker. Det kalder jeg for kontaktafbrydelse.

Kend din egen kontaktstil

Hvis du kender din egen kontaktstil og måske har lyst til at arbejde med den, den er nemlig mere plastisk end statisk, kan det betyde, at du bliver rigtig god til at lade andre mennesker fylde lige præcis det, de skal ”hverken mere eller mindre”. Det kan også betyde, at du får trukket stikkene hjem til dig selv, fordi du ved, hvad der ligger bag din egen kommunikation, og netop kan tale herudfra.

Når kommunikation bliver til forsvar – et tankeeksperiment

Har du nogensinde tænkt på, at den måde du taler med din familie, din kæreste, dine venner og måske din arbejdsplads i virkeligheden kan afspejle, din måde at forsvare dig på?

Måske du allerede nu tænker, forsvare mig imod hvad? Mit svar er her, imod at kunne være dig selv!

Når du afbryder kontakten til den anden, kan formålet være, at du beskytter og forsvare dig selv imod f.eks. kritik, bebrejdelse og i sidste ende imod ikke at kunne være dig selv. Det er sundt at kunne, specielt godt er det, hvis du er bevidst om, at her laver du faktisk en aktiv kontaktafbrydelse, fordi du f.eks. ikke vil ”stå model” til det du hører fra den anden.

Bliver din kontaktafbrydelse derimod et ubevidst mønster og en forsvarsstrategi, hvor du ikke alene får lukket ned for den anden, men også for store dele af dig selv, ja så er det alt andet end sundt.

De fem kontaktstile – hvilken benytter du?

Hver af kontaktstilene eller forsvarsstrategierne indeholder på den måde, både en ressource og en begrænsning, noget som er sundt at mestre og så et sted, hvor det bare bliver nedlukning og kontaktafbrydelse. Det er på ingen måde sort/hvid!

Jeg vil i det følgende give opmærksomhed til der, hvor kontaktstilen bliver en begrænsning og en nedlukning, ikke alene til den anden, men også til dele af dig selv.

  1. Den konfluente kontakt
    Konfluens er en kontaktafbrydelse, hvor jeget forsvinder i viet, og ikke rigtigt får lov til at være der. Har du f.eks. oplevet mennesker i din omgangskreds, eller genkender du det i dig selv, som sjældent siger jeg, men nærmest konsekvent bruger betegnelsen vi?

    Er du konfluent i din kontakt, kan du i terapi arbejde med at styrke jeget og modet til at stå på egne ben. Måske der var en navlestreng, du ikke fik klippet eller, som det ikke blev tilladt at klippe?

  2. Den projektive kontakt
    Projektion er en kontaktafbrydelse, hvor du overfører noget du f.eks. selv har det stramt med til den anden. Hvis du f.eks. selv har sovet dårligt og pludseligt er meget optaget af at fortælle andre hvor trætte og uoplagte de andre virker, ja så kunne det være en projektion. Det kan også være en projektion, hvis du er meget optaget af at fortælle andre hvordan de er, og ønsker de skal have samme værdier, meninger og sandheder som dig selv, og alt andet er forkert.

    I terapi kan arbejdet med den projektive kontaktstil være, at lære at trække stikkene hjem til dig selv. Altså at kunne tage ansvar og ikke lægge de svære følelser over på den anden.

  3. Den deflektive kontakt
    Deflektion er en kontaktafbrydelse, hvor du beskytter dig selv ved at lade det den anden siger glide af. Du lader det simpelthen ikke trænge ind. Det bliver sådan teflonagtigt! Det kan der være brug for, hvis du er i presset i en relation med megen kritik, angreb og projektion.

    Der hvor den deflektive kontakt behøver terapi, er der hvor nedlukningen betyder, at du ikke længere kan mærke dig selv, og er undvigende overfor gode og udviklende relationer. Det terapeutiske arbejde med deflektion er arbejdet med at mærke dig selv, dine grænser og evnen til at lave projektion.

  4. Den refleksive kontakt
    Retrofleksion er en kontaktafbrydelse, hvor du beskytter dig selv, ved i overdreven grad at beherske eller selvbeherske dig selv. Det som ”skulle deles” holder du inde i dig selv.

    Det terapeutiske arbejde med retrofleksion, vil være arbejdet med at mærke dig selv, tillid og tryghed og at undersøge, hvad og hvorfor du holder tilbage.

  5. Den introjektive kontakt
    Sagt sådan på den filosofiske måde, så ligger der bag enhver af de fire andre kontaktstile et introjekt. Da vi blev født, var vi afhængige af moderen. Vi ”tog ind” og var afhængige af, det hun introjicerede. Det var mad, varme, kærlighed og tryghed.

    Når introjektion bliver til kontaktafbrydelse i relationer, er det når vi ukritisk ”tager ind” fra den anden, så meget at vi identificerer os med personen eller det sagte.

Du kender det måske fra dig selv eller har oplevet det hos andre. Det er det her med at være meget optaget af, hvad der forventes eller hvad du skal. Ord som ”Man”, ”bør” og ”skal” benyttes ofte her.

Kender du følelsen af en indre stemme der siger til dig:

  • ”Du er ikke god nok”
  • ”Det kan du da ikke”
  • ”Er du nu sikker på det”
  • ”Er du klog nok til det”

Kan du genkende den stemme, ja så er der tale om noget du måske har introjiceret fra dine omgivelser, og desværre måske har fået identificeret dig med.

Det terapeutiske arbejde med introjektion, handler i første omgang om at finde ud af, hvad der ligge bag introjektet? Derudover kan det handle om at lære at ”spytte ud”, mærke efter, hvad er mit og hvad er ikke mit, sige nej tak til projektioner og i det hele taget arbejde med at styrke dit selvværd og det personlige lederskab.

Hvorfor terapi?

Om selve kontakten er en kontaktstil, ja det vil jeg lade være op til dig selv at vurdere. Der findes mange gode og kloge bud på hvad terapi er, og hvad terapiens formål er. Jeg tror, at noget af det centrale er at hjælpe dig, til at være den bedste udgave af dig selv. Og hvordan bliver du så det? Det gav de gamle grækere et bud på ”KEND DIG SELV”, og er det netop ikke det, undersøgelsen om at finde din egen kontaktstil handler om?

Held og lykke med at finde din kontaktstil.

Skriv til mig her

Har du hørt fra mig?

Jeg bestræber mig altid på at give dig/jer et svar indenfor 24 timer.

Har du/I ikke modtaget svar fra mig, så prøv at tjekke om mit svar er havnet i spam eller reklame.

Du/I kan altid ringe eller sende en sms på 28928089.